Hos Archa oplever vi desværre alt for ofte, at virksomheder mister deres ret til forsikringsdækning – enten for en skade eller for juridisk bistand gennem retshjælpsforsikringen – fordi skaden ikke er blevet anmeldt rettidigt.
Det kan være frustrerende og dyrt at stå midt i en tvist eller med et erstatningskrav og få at vide, at forsikringen ikke dækker. Det gælder både ved ansvarsforsikringer og ved den retshjælpsdækning, der ellers kunne have dækket advokatudgifterne i en retssag.
Problematikken opstår typisk på grund af:
- Manglende kendskab til anmeldelsesfrister i forsikringsbetingelserne
- Manglende handling i forbindelse med skift af forsikringsselskab
- Uvished om hvornår en skade eller et muligt krav faktisk skal anmeldes
Som erhvervsdrivende er det vigtigt, at du er opmærksom på disse tre centrale punkter:
Kend dine anmeldelsesfrister – og brug dem!
De fleste ansvarsforsikringer og retshjælpsdækninger indeholder krav om, at skader eller tvister skal anmeldes uden unødigt ophold og ofte senest inden for 6 eller 12 måneder efter hændelsen. Overskrides fristen, vil selskabet som hovedregel kunne afvise dækning – også selvom du har været i god tro.
Ved ansvarsforsikringer er det afgørende at du anmelder, så snart du får kendskab til en skade, et muligt krav eller en tvist – og ikke venter til modparten rejser et konkret krav eller sagen ender i retten.
Anmeld altid kendte skader og tvister inden du skifter selskab
Hvis du skifter forsikringsselskab, og først efter skiftet forsøger at anmelde en skade, vil det ofte være for sent. Især ved forsikringer, hvor dækningen afhænger af, hvornår et krav anmeldes – som det ofte gælder for erhvervsansvarsforsikringer og professionelle ansvarsforsikringer – dækker forsikringen kun de krav, der både opstår og anmeldes i forsikringstiden.
Derfor: Hvis du har kendskab til en skade, fejl, et uheld eller en utilfreds kunde, der måske kan føre til et krav, så anmeld det, mens du stadig er dækket hos det gamle selskab. Hellere en gang for meget end for lidt.
Retshjælpsdækning kræver hurtig reaktion
Mange erhvervsdrivende forventer, at retshjælpsforsikringen træder til ved en retssag. Men dækningen forudsætter ofte, at sagen er anmeldt og godkendt af forsikringsselskabet inden sagens opstart. Hvis du selv har forsøgt at håndtere sagen, eller hvis sagen allerede er startet i retten, kan det være for sent.
Søg derfor altid juridisk rådgivning så tidligt som muligt og få vurderet, om du er omfattet af en retshjælpsforsikring. Hos Archa kan vi hjælpe dig med at anmelde sagen korrekt.
Hvad kan du gøre?
- Vær proaktiv: Anmeld potentielle skader og konflikter med det samme
- Få professionel rådgivning ved selskabsskifte
- Gennemgå dine forsikringsbetingelser – og få dem gerne vurderet af en advokat
Hos Archa har vi stor erfaring med juridisk rådgivning til erhvervsdrivende, så kontakt os gerne, hvis du er i tvivl om dine dækninger eller har brug for hjælp til at anmelde korrekt.