Hvordan skal virksomheder forholde sig i tilfælde af krig?
Leveringsforhindringer/ prisstigninger grundet krigen i Ukraine – er det force majeure?
Flere virksomheder i Danmark har leveringsaftaler, der kan være vanskelige eller umulige at opfylde, som følge af krigen i Ukraine. Spørgsmålet er derfor, om sælger kan påberåbe sig ansvarsfrihed med henvisning til ”force majeure”.
Krigen kan blandt andet medføre, at der kan ske forsinkelse i entrepriseforhold. Har I aftalt AB 18 i kontrakten, vil du som entreprenør have ret til at forlænge tidsfristen med henvisning til force majeure. Dette følger af AB 18 § 39, stk. 1, litra c, som eksplicit nævner ”krig”. Skal du som entreprenør påberåbe dig en tidsfristforlængelse, skal du sørge for at have den nødvendige dokumentation. Entreprenøren har nemlig bevisbyrden for, at der er ret til at forlænge tidsfristen, og at krigen har medført forsinkelsen. Dokumentationen kan bestå i at gemme al korrespondance herunder mails og sms’er. Endvidere at gemme billeder og eventuelle planer.
Om force majeure kan ”bruges”, afhænger af, om aftalen kan opfyldes på en anden måde. Sælgeren vil kun undgå at være bundet af aftalen, hvis der foreligger umulighed i forhold til at opfylde aftalen, og denne umulighed skal skyldes force majeure.
Hvad er force majeure?
Force majeure er en begivenhed, som parterne ikke har kunnet forudse ved aftalens indgåelse. Det er en udefrakommende og upåregnelig begivenhed, fx krig. Det skal være umuligt at opfylde kontrakten som følge heraf. Umuligheden må ikke skyldes individuelle forhold hos sælgeren. Der skal i stedet være tale om såkaldt artsumulighed, hvilket vil sige, at det skal være umuligt for enhver, sælger at opfylde aftalen. Dette betyder, at såfremt leverancen kan opfyldes ved at anvende en anden leverandør, da vil force majeure ikke kunne påberåbes.
Leveringsforhindringer, der er helt uden for de forudsætninger, som parterne aftalte med aftalens indgåelse, kan begrunde ansvarsfrihed. I disse tilfælde skal leveringsforhindringerne kun kunne overvindes ved at afholde eksorbitante omkostninger.
Er krigen i Ukraine en force majeure begivenhed?
Krig er som udgangspunkt en force majeure begivenhed. Dette følger af bl.a. af reglerne i købeloven og i AB 18. Det er ikke til at vide, hvor længe krigen i Ukraine varer ved. Er krigen kun en midlertidig hindring til at opfylde aftalen, vil dette betyde, at sælgerens ansvar suspenderes indtil hindringen, ikke længere består.
En sælger skal være opmærksom på, at køberen skal underrettes så snart der foreligger en hindring som enten ophæver eller suspenderer leveringsforpligtelsen for sælger. I modsat fald, vil køberen have mulighed for at gøre sælgeren ansvarlig for tab, som køberen kunne have undgået ved at have fået besked på et tidligere tidspunkt.
Købelovens § 24 omhandler force majeure, og heri fremgår krig som et eksempel. I nogle kontrakter er det særskilt aftalt (fx AB 18), hvad parterne kan anse for at udgøre force majeure, men i modsat fald er det dansk ret der anvendes (i dette tilfælde købelovens § 24).
Har du indgået en aftale, der vedrører Ukraine, da vil force majeure med stor sandsynlighed kunne påberåbes. En krig kan sjældent forudses, og det er en omstændighed, som parterne ikke havde kunne forudse, da kontrakten i sin tid blev indgået.
Dette betyder, at du som sælger kan gå fri fra den indgåede kontrakt, når det er umuligt at levere de aftalte ydelser. Det er dog vigtigt at bemærke, at krigen ikke var forudsigelig, da I indgik aftalen, og at I ikke har kunne tage forholdsregler herom. Det er endvidere vigtigt at bemærke, at såfremt eksempelvis materialerne kan skaffes fra et andet land, da vil der ikke foreligge umulighed, og dermed kan force majeure ikke påberåbes. Dette kræver dog, at du som sælger har frit leverandørvalg.
Andre muligheder for at undgå erstatningsansvar
Dansk ret bygger i høj grad på aftalefrihed – særligt når der er tale om aftaler der indgås mellem to erhvervsdrivende.
Vi anbefaler, at virksomheder har styr på deres aftaler. Dette indebærer bl.a. at der kan være ansvarsfraskrivelser, der sikrer mod erstatningskrav, der kan have fatale konsekvenser for din virksomhed. Dette kan også være nærmere definitioner af, hvad der forstås ved bl.a. force majeure i netop jeres aftale eller mulighed for regulering af aftalte priser mv.
Archa har stor erfaring i at rådgive
Vi har stor erfaring i at rådgive klienter, hvorledes de skal forholde sig i force majeure-situationer. Vores rådgivning har omhandlet både leveringsforhindringer og prisstigninger. Dette var særligt aktuelt, da coronapandemien ramte hele verden.
Kontakt os ganske uforpligtende på archa@archa eller tlf. 44 22 56 00 for at høre nærmere.
Advokatfirmaet Archa – Din erhvervsadvokat i Esbjerg.